Kaffepausen - en hyggestund, der giver dig overskud til (endnu) bedre arrangementer

Blogindlæg


Det eneste jeg husker er fejlen

Dette indlæg er skrevet af Tina Pearson


Som gæst og deltager gennem 30 år, har jeg heddet lidt forskelligt. Sjovt at tænke tilbage på.


For omkring 8 år siden, deltog jeg på et 2-dages kursus i Roskilde. Ærligt talt, så kan jeg ikke huske, hvad kurset handlede om, men jeg kan så sandeligt huske, at mit navn var stavet forkert på navneskiltet.

Der stod Tina Tearson (der skulle have stået Pearson).

Sidder i dag og tænker, at... 

"Det er egentlig ret skræmmende, at det er denne stavefejl, der har sat sig fast, og ikke alle de guldkorn, jeg garanteret blev præsenteret for de 2 dage"

Hvad skal du hedde i dag?

Du har måske selv prøvet at komme glad og forventningsfuld ind af døren til et arrangement, og få udleveret dit navneskilt.

Det første, du så opdager, er, at dit navn er stavet forkert.

Hvis du har prøvet det - tænker du så "PYT, det er fint, at jeg hedder noget andet i dag", eller bliver du stram i betrækket, og beder om et nyt?

Indrømmet - jeg bliver irriteret, selv om det vil være mega overskudsagtig at være ligeglad.

Dine deltagere bliver sure, når der ikke er styr på deres navne 

Måske jeg er nærtagende, men jeg tror nu ikke, at jeg er så meget anderledes end dine og mine deltagere. Hånden på hjertet - tjekker du ALLE navne HVER GANG, før du trykker på printknappen?

Jeg kan selv være ramt af manglende tid til at finpudse, rette og justere lange regneark med navne - men der er ingen undskyldning. Det skal desværre prioriteres højt, hvis dine deltagere skal opleve, at I er professionelle.

Det gælder også selv om, at de selv har stavet deres eget navn forkert ved tilmelding. Husk, at dine deltagere er så ivrige efter at tilmelde sig, at de ikke altid rammer tasterne rigtigt. Nogen gør det, mens de kører bil (gisp). 

De fleste fejl er ikke din skyld

Hold nu op, hvor har jeg brugt en stor del af mit liv på at kigge lange excel-lister igennem for stavefejl - altså deltagernes egne stavefejl, når de tilmelder sig. 

Er du klar over, hvor mange måder HR-CHEF kan skrives på?

HR chef

hr Chef

hR Chef

HR chef

HR-Chef

Hr-chef

og der er mange flere - der er en grund til, at jeg har fået grå hår... 

 

Undgå at stavefejl bliver DIN hovedpine

Lad os lige opsummere...

Vi ved nu, at på den ene side "sjusker" deltagerne nogle gange, når de tilmelder sig. 

På den anden side, så bliver de også hamrende sure og indebrændte (nogle snerrer ligefrem af personalet i registreringen), når de ser fejlen på deres navneskilt.

Og du får skylden.

Derfor er det vigtigt, at stavefejl ikke er en årsagen til, at den gode stemning og førstehåndsindtrykket bliver ødelagt allerede fra start.

Både du og jeg må se bort fra, at deltagerne selv har lavet fejlen, og i stedet se det som en del af vores planlægning.

Sådan undgår du at misse stavefejl

Jeg bliver tit "blind", når jeg skal læse korrektur på navneskilte, og overser åbenlyse fejl. Jeg ser dem så først, når de skal udleveres. Det er virkelig en æv-situation.

Derfor har jeg fundet frem til en teknik, som gør, at jeg ikke overser nogle stavefejl. Jeg håber den også vil virke for dig.

  • Print din deltagerliste ud med de navne, der skal laves skilte til (det er nemmere at se fejl på papir)
  • Sørg for, at listen er printet i lodrette kolonner til hver oplysning, du skal tjekke (fornavn, efternavn, firma, titel) - fornavn og efternavn skal IKKE være i samme kolonne.

  • Gå først fornavne igennem. De fleste danske navne, kan du nok hurtigt spotte fejl i, men hvis du er i tvivl, så find personen på LinkedIn eller Facebook og dobbelttjek.

  • Så tager du samme tur med efternavnet. Det er vigtigt, at du læser lodret ned af i separate kolonner. Tjek IKKE hele navnet på personen samtidig. Dine øjne opfanger så ikke fejlene.

  • Så kommer turen til firmanavnet. Der kan være virkelig mange fejl i firmanavne, og det kommer ekstra meget til udtryk, når du sidder med en liste, hvor der er mange fra samme virksomhed. 
    Det flyver rundt med store og små bogstaver, tastefejl, med og uden mellemrum, A/S, AS, a/S, APS, ApS, aSP  - og det er vel og mærke det SAMME firma, de kommer fra. Find svaret på firmaets hjemmeside, og sørg for de er ens.

  • Sidst kommer titlerne, og det kan være noget af en jungle, som vist tidligere. Jeg har lige prøvet at søge på "HR CHEF" på Google. De tre første titler, der dukker op staves således:
    HR chef
    HR Chef
    Hr-chef  
    Jeg vil ikke gøre mig klog på, hvad den rigtige titel er på alle stillinger, men jeg anbefaler, at du tager en beslutning om, hvad din virksomheds holdning er til stavemåden, og gør det så konsekvent på navneskiltene.

  • Og den sidste ting: Lad lige en kollega løbe listen igennem - bare for en sikkerheds skyld.

PS. Jeg valgte at hedde Tearson resten af den første kursusdag. Det gav faktisk en helt uventet opmærksomhed.

De andre kursister spurgte nemlig interesseret til, hvordan jeg udtalte mit efternavn. Det blev en underholdende lille dialog i pauserne.

 

Det viser jo, at folk læser navneskilte - så vi må hellere sørge for de er korrekte.

 

Har du heddet noget "sjovt", så giv os et smil på læben, og skriv det i kommentaren.



 

Har du lyst til mere inspiration?